A-holdet på vindertogt

Tirsdag aften skulle vores A-hold på en vigtig mission på efterårets sidste kampdag. Kampprogrammet indebar to yderst vigtige kampe mod et nyt hold fra Hammelev, og de evige rivaler fra Vojens. Hvad stod der på spil denne mørke og kolde decemberaften? Intet mindre end ejerskabet om hånerettet i Haderslev Kommune.

Ikke klar fra start mod Hammelev!

Vores kompetente spillere oplevede store startvanskeligheder, og skulle bruge tid på at finde pladserne på banen. Det straffede Hammelevs rutinerede drenge hårdt, hvilket førte til, at vi kom hurtigt bagud. Trods godt spil formåede vi ikke at hente det tabte, og var i flere tilfælde hensat til statistroller for Hammelevs farlige angreb. Det endte med et nederlag i 1. sæt på 19-25. Med et par småjusteringer i 2. sæt fik vi dog rettet op på fejlene fra 1. sæt. Dermed blev 2. sæt en tæt affære hele vejen igennem med gode dueller. HaVK trak dog det længste strå og vandt sættet med 25-22.

Det betød, at det hele skulle afgøres i 3. sæt! Det blev en rigtig gyser!

Vi havde ikke lært lektien fra 1. sæt, og hang meget i bremsen i indledningen af 3. sæt. Derfor kunne vi ret hurtigt konstatere, at vi var bagud med 1-6 til Hammelev. En time-out skulle til for at få holdet op i gear! Det havde heldigvis en positiv effekt, og med en god serve-stime, og ikke mindst dejligt angrebsspil, blev Hammelevs forspring hentet til stillingen 6-6. Derfra var begge hold klar, og det blev tæt igen. Vi trak dog det længste strå med en sejr på mindst mulig margen med cifrene 15-13.

Lokalopgør med op og nedture!

Det blev et lokalopgør mod de evige rivaler fra Vojens, der bød på op- og nedture hos begge hold! Vojens virkede uskarpe i 1. sæt, og det udnyttede vores spillere. Med relativt nemme betingelser for opspil og afslutninger, tog vi sættet på en overbevisende facon med 25-16.

Det skulle dog vise sig at blive noget anderledes i 2. sæt. Vi fik ikke spillet til at køre, og en time-out hjalp ingenting. Vores spillere fra HaVK kom hurtigt bagud 11-2, og ligesom 1. sæt, blev 2. sæt aldrig helt spændende. Vi tabte med 14-25. Det betød igen, at vi skulle ud og vise stort overskud i 3. sæt, hvis vi ikke ville overgive håneretten til Vojens.

3. sæt startede igen med en forfærdelig start, og vi fandt os hurtigt bagud med 1-5. “It’s not over until the fat lady sings” er et kendt ordsprog, og det skulle vise sig at være sandt på denne kampdag. Med stor fightervilje kæmpede vi os tilbage og i front ved stillingen 13-9. Om det var dårlige nerver, eller Vojens der fik fornyet energi er uvidst, men Vojens kom tilbage på stillingen 14-14. Herfra var spillet karakteriseret ved nervøsitet fra begge hold. I sidste ende trak vi dog det længste strå i overtid med cifrene 19-17.

Slutstillingerne på begge kampe blev således:

  • HaVK – Hammelev: 19:25, 25:22, 15:13
  • HaVK – Vojens: 25:16, 14:25, 19:17

 

En stor volleyball aften i Haderslev Kommune – selvfølgelig med HaVK som vindere.