Mix A holdet deler point i Hammelev

Referat af Allan Rechnagel

Tirsdag aften d. 7. marts skulle vores erfarne Mix A hold i kamp. Scenen var Hammelev Hallen. Spillerne var Justina, Linea, Poli, Kim, Malthe, Lars og træner Allan.

Første kamp skulle spilles mod Hammelev, og her kom vi desværre rigtig skidt fra start med for mange serverfejl og smash ud over linjerne. Dermed forærede vi Hammelev en sekspoints føring, som vi desværre aldrig helt formåede at indhente trods bedre takter mod slutningen af 1. sæt. Vi var tæt på at indhente Hammelev, men tabte sættet med cifrene 22:25.

I 2. sæt fulgtes vi hinanden med pointene indledningsvis, men så fik Hammelev momentum og indledte et mindre “hot streak”. Det varede heldigvis for os ikke alt for længe, hvor de mod slutningen af sættet faldt i et spillemæssigt sort hul og kunne ikke rigtig få styr på deres modtagninger. Vi udnyttede modstandernes fejl og vandt sættet med mindst mulig margen 26:24. Dermed var vi klar til at udkæmpe slaget i tredje og sidste sæt, som vanligt tro spilles til 15.

Desværre var det igen vores tur til at lave fejlene, og alt for mange personlige fejl resultarede i en mat stemning på vores banehalvdel. Vi endte med at tabe 3. sæt med 8:15. Øv, men stort tillykke til Hammelev med sejren.

I vores anden kamp var det Vojens, der stod på den anden side af nettet. I første sæt kom vi rigtig fornuftig fra start, men må sande at vi fulgtes ad med pointene. Vi haver en overbevisende sejr hjem med cifrene 26:24 (fornem ironien :-)). Sættet kunne dog ligeså nemt have gået til Vojens, men det tager vi selvfølgelig med.

I 2. sæt fik vi stille men sikkert lagt mere og mere afstand til Vojens, og lukkede kampen med sikre 25:19. Det er altid en fornøjelse at spille mod Vojens, hvor humøret på begge sider af nettet er i top trods en intens kamp om hver eneste bold.

Vi siger mange tak for kamp til Hammelev og Vojens.