Mix Åben C og Mix C damer kæmpede for point i Agerskov

Mandag d. 20 marts var der endnu en gang kampdag for vores to Mix hold med Mix Åben C og Mix damer.

Mix Åben C skulle forsvare sin fine placering som nummer 1 i gruppen, og modstanderne hed Agerskov og Bolderslev.

Første kamp mod Agerskov startede skidt, og efter vi fik rettet op på spillet så det længe ud til, at blive en tæt affære. Dog sneg der sig lidt for mange uprovokerede fejl ind i vores spil, og dermed gik første sæt til Agerskov.

Andet sæt fik en anderledes klang, og her var det i høj grad os der var med til at sætte tempoet. Omvendt virkede Agerskov lidt for tilpas med første sæts sejr, og lavede en del personlige fejl på den konto. Vi fik udlignet til 1:1 i sæt, og var altså klar til at skulle afgøre det hele i 3. sæt.

Desværre kom vi aldrig op i gear i 3. sæt, som hurtigt løb fra os, og dermed kunne Agerskov lukke kampen til deres fordel uden at svede for meget for det.

Vores anden kamp mod Bolderslev blev desværre aldrig rigtig spændende, og motivationen blev nærmest suget ud af os med et kæmpe nederlag i første sæt. Andet sæt gik på samme måde, og med cifrene ca. 19:5 i Bolderslevs favør, forsøgte vi os med en udskiftning. Det nåede dog ikke at have den ønskede effekt, og vi led vores andet nederlag den aften.

Dermed tabte Mix C begge kampe.

Dameholdet startede deres kampagne med en kamp mod Bolderslev, og her blev kampen tabt med 2:0 i sæt. Vi kæmpede hårdt for hver bold, men vores modtagninger og sammenspillet mangler stadig lidt forbedring.

I anden kamp skulle vi op imod Agerskov, og her blev det en rigtig spændende og tæt affære. Vi endte med at skulle ud i tredje og afgørende sæt, og her trak vi det længste strå. Dermed fik vi en sejr på 2:1 over Agerskov.

Således fik dameholdet deres første sejr i det nye år, med samlet 1:1 i kampe.

Vi takker som altid Agerskov og Bolderslev for nogle sjove og spændende kampe.